Kategori: Ulighed

Nej, nej nej!… Danmark er da et af de mest lige lande i verden. Det ved vi da!

Hvad er rigtigt og hvad er forkert? – og betyder det overhovedet noget om Danmark er et af de mest lige eller et af de mest ulige lande i verden?

Når vi i denne sammenhæng taler om lige eller ulige handler det om den enkelte danskers økonomiske situation – lige nu og gennem hele livet.

Begge dele er rigtigt – Danmark er blandt de mest lige lande i verden, men Danmark er samtidig også det tredje mest ulige land i verden. Dette, sidste,  er opsigtsvækkende og stærkt bekymrende!

Men først; – betyder det noget om et samfund er lige eller ulige for så vidt angår den økonomiske situation for de enkelte mennesker?

En vis grad af ulighed betyder ikke noget, ja det er ligefrem nødvendigt for at samfundet kan udvikle sig, men hvis uligheden bliver for stor, er der en reel fare for at sammenhængskraften i samfundet bliver undermineret, hvilket kan føre, ihvertfald, disse tre forhold med sig:

Økonomisk ulighed kan underminere politiske institutioners retfærdighed. Gennem de seneste år har vi i Danmark set fremkomsten af diverse “erhvervsklubber”, der ofte støtter bestemte politikere. Hvis de valgte politikere er afhængige af (skjulte?) donationer bl. a. til deres kampagner, vil de handle mere i forhold til de interesser og krav, rige donorer har, og de som ikke er rige vil ikke blive repræsenteret på en fair måde. Jeg har tidligere skrevet om Løkkes “tilgængelighed” i sagen om kvotekongerne. Se mere her. Lobbyvirksomhed har også en tendens til at favorisere de som i forvejen har.

Økonomisk ulighed gør det svært, ja, nærmest umuligt at skabe lige muligheder. Ulighed i indkomster betyder, at nogle børn vil gå meget bedre forberedt ind på arbejdsmarkedet, end andre. Samtidig vil folk med få aktiver finde det svært at opnå adgang til de første små skridt mod større muligheder, fx at optage et lån eller købe ejerbolig. Se f. eks. her.

Hvis rigdommen er ulige fordelt i et samfund, ender rige mennesker ofte op med kontrol over de fattigere borgeres liv: kontrol over hvor og hvordan de arbejder, hvad de kan købe, og generelt hvordan deres liv vil se ud. Sammenhængskraften i samfundet smuldrer og polarisering opstår.

Robert Reich har lavet fremragende dokumentarer om ulighed i USA. Se her.

Gini-koefficienten

Når man skal sige noget objektivt om uligheden i et samfund bruger man ofte Gini-koefficienten, der angiver ulighed i indkomstfordelingen. Gini-koefficienten er brugt over hele verden og bredt anerkendt. Hvis alle mennesker i et samfund havde samme indkomst, ville Gini-koefficienten være 0, mens den ville være 1 i den tænkte situation, at én person havde al indkomst i samfundet.

I Danmark har vi et socialt sikkerhedsnet, der, overordnet, sikrer, at folk har et vist minimum at leve for. Man kan synes, at det er for lidt, men sammenligning med så mange andre lande, sikrer det faktisk et ret højt “bundniveau” i indkomst. I den anden ende af skalaen har vi ikke så stor en gruppe mennesker, der tjener helt vildt svimlende summer. Der er altså statistisk set tale om en temmelig homogen befolkning, hvad angår indkomst. I 2015 blev Danmark faktisk af OECD “udnævnt” til det mest lige land i verden, se her.

Velstandsfordelingen

Fordelingen af satsmidlerne fra satspuljen blev afsluttet i november 2017. Fordelingen af satsmidlerne udgør for socialområdet godt 1,1 milliard kroner og fordelingen gælder for årene 2018 til og med 2021. For sundhedsområdet fordeles godt 500 millioner, ældreområdet fordeler 325 millioner, beskæftigelsesområdet 980 millioner og integrationsområdet 250 millioner, ialt 3,186 milliarder

Venstre, Liberal Alliance og det Konservative Folkeparti er blevet enige med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Alternativet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti om fordelingen.

Umiddelbart lyder det flot at uddele ca. 800 millioner om hvert år i de næste 4 år, men er det nu også det?

Vor kommer pengene fra?

Puljen er en kompensation for, at offentlige ydelser som pensioner og kontanthjælp, stiger med en langsommere takt end lønninger.

Det betyder med andre ord, at hvor man anerkender at priserne stiger for “almindelige” lønmodtagere, og at denne prisstigning kompenseres via overenskomster og lønforhandlinger, så mener man, at folk på offentlige ydelser ikke behøver at kompenseres på samme måde. Istedet bruges denne ikke-udbetalte sum penge til politisk at lappe nogle af de økonomiske huller, der er indenfor social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet. Det hedder sig nemlig; at satspuljen anvendes til indsatser og projekter på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet med henblik på forbedring af vilkårene for overførselsindkomst-modtagere og svage grupper.

Med andre ord: Hver eneste modtager af offentlige ydelser donerer en lille smule til satspuljen, som politikerne så kan øremærke til formål, som de mener giver mening. Der er tale om, at man tager fra de fattigste i samfundet og giver til de fattigste i samfundet. Man kan derfor godt tale om at blive fodret med egen hale. Falder man ikke indenfor de områder, politikerne mener pengene skal bruges på, bliver man end ikke fodret!

Socialt frikort

Læser man fordelingen af de ca 1,1 milliard kroner indenfor socialområdet kan man se at der afsættes midler til mange forskellige indsatser. Et af dem hedder “socialt frikort”. Om dette hedder det i aftalen: “Satspuljepartierne er enige om, at et socialt frikort skal give de mest udsatte borgere i samfundet bedre muligheder for at deltage i samfundets arbejdsfællesskaber, bidrage samt opleve værdi i hverdagen. Frikortet giver udsatte borgere, der er langt fra arbejdsmarkedet, mulighed for at tjene op til 20.000 kr. skattefrit årligt ved at arbejde for virksomheder. Med frikortet kan udsatte borgere arbejde i det lokale erhvervsliv, fx i småjobs og på den måde være en del af arbejdsfællesskabet uden at skulle betale skat eller få fradrag i sociale ydelser…. Der afsættes i alt 45 millioner kr. i perioden 2018 til 2020”.

Umiddelbart lyder dette forslag jo som noget meget ubureaukratisk, der nemt kan sættes i værk og administreres, og det var også stillet i udsigt, men nej. Som det nu er blevet klart i høringsfasen, så er det meget dyrt at administrere, og der skal laves et helt nyt IT-system til at håndtere det, ligesom der skal udvikles en særlig app, som de udsatte skal downloade til deres smartphones!!

Det betyder, at af de afsatte 45 millioner forsvinder de 29 – eller cirka 2 tredjedele til administration! – og der er således kun en tredjedel tilbage til det oprindelige formål. Det er slet ikke i orden!

Nogen af de ansvarlige satspuljepolitikere må da reagere. De har jo afsat 45 millioner til det sociale frikort. Man må jo formode, at de har en ide om, at alle disse penge skal komme socialt udsatte tilgode og ikke bare blive til “beskæftigelsesfremmende foranstaltninger til embedsværket”, som SAND (- de hjemløses organisation) skriver i deres høringssvar.