Democracy, Data and Dirty Tricks.

Nu er det snart en uge siden, at helvede brød løs da Christopher Wylie, en tidligere ansat i den britiske IT-firma Cambridge Analytica, offentligt gik ud og fortalte, hvordan han havde været med til at udvikle, hvad han kalder “Stephen Bannon´s  weapon in the infowar against the American Culture”. – – Lidt frit gengivet efter min egen hukommelse.

Offentliggørelsen af hans udsagn har fået massiv mediedækning, og i søndags og mandags så jeg Christopher Wylie blive interviewet på adskillige   nyhedskanaler i USA, England og Canada. Til sidst var han træt, men alligevel utrolig klar i mælet og meget god til at forklare, hvordan det hele startede. Faktisk har han så meget at sige, at man nogen gange sidder og tænker, at interviewerne skulle lade være med at afbryde ham med yderligere spørgsmål. – Og hvilke afsløringer! Denne unge mand har siddet lige i orkanens øje og må være en guldgrube af informationer. Mon ikke han bliver indkaldt til at vidne for Robert Mueller. Ikke nok har han siddet i orkanens øje, han har også, ene mand, sat sig for at gå imod Cambridge Analytica, Alexander Nix, Stephen Bannon, Robert og Rebekah Mercer, mægtige Facebook og i sidste ende kompromittere kampagnen bag Donald Trumps valg som USA´s 45 præsident. (Måske er der endda også gemt et par afsløringer om Brexit-afstemningen). Den mand fortjener den højeste respekt!

Hele iscenesættelsen af afsløringerne er utrolig godt orkesteret af The Guardian, der i samarbejde med det engelske tv selskab Channel 4 har stået for yderligere afsløringer. Channel 4 gik undercover og afslørede Cambridge Analytica´s arbejdsmetoder i to 20 minutters lange klip, som allerede nu er legendariske. Læs The Cambridge Analytica Files fra The Guardian her.

Der er rigtig mange forskellige vinkler, man kan tage på denne historie, for der er så mange sensationelle afsløringer. For mig virker det i øjeblikket til at de fleste tager  Facebookvinklen: Facebook har ikke sikret folks private oplysninger og, senest antydes det, at de må have haft en eller anden form for særlig relation til Alexander Kogan/Spectre, der var den russisk/amerikanske professor, der oprindeligt stod bag “høstningen” af de 57 millioner personers dataoplysninger. Der er ved at opstå en bevægelse, hvor folk sletter deres konto hos Facebook, og senest har Mozilla, organisationen bag den meget udbredte browser Firefox, meddelt at de ikke længere vil reklamere på Facebook. Facebooks aktier styrtbløder. Facebook´s CEO og grundlægger Mark Zuckerberg har offentligt i et CNN interview været ude at undskylde og love bod og bedring. – Hvad vil man ikke gøre, når ens firma fra den ene dag til den anden mister milliarder i værdi?

Lad mig understrege, at jeg i den grad mener, at Facebook bør undersøges, evt. straffes og underlægges stramme regulationer.

Jeg savner imidlertid den vinkel, der kunne kaldes demokrativinklen. Hvad er det rå “dataisme” gør ved vores demokrati, når det bliver misbrugt på den måde, som det har været tilfældet i Donald Trumps valgkamp?

Forleden læste jeg et citat fra bogen “Homo Deus” skrevet af den israelske professor Yuval Noah Harari. Bogen beskæftiger sig med overgangen fra humanisme til dataisme! Citatet lød sådan her: “What’s the use of having democratic elections, when algorithms know what you will vote anyway?” Det er for mig virkeligt skræmmende, og en udvikling, der er så ødelæggende for vores opfattelse af demokrati, socialitet, fællesskab, at det må bekæmpes på alle måder.

Nedenstående video handler om netop demokratidelen af afsløringerne:

Landsbyggefonden betaler for ghettoplanen

Vi ved at Robin Hood stjal penge fra de rige for at give dem til de fattige.
Vi kender også det modsatte udtryk; altså en omvendt Robin Hood, hvilket betyder at tage fra de fattige og give til de rige. Mattæus effekten kender vi fra biblen, hvor det hedder, at de som intet har, også skal miste det. Men har vi et udtryk der beskriver, når man tager noget fra de fattigste og giver det tilbage til de fattigste, men på en måde, hvor man som politiker soler sig i den uendelige visdom, hvormed man med disse midler tænker at man kan løse nogle samfundsproblemer, som man ikke ønsker at sætte midler af til f. eks. på finansloven? Jeg kender ikke et udtryk, der beskriver dette, men det foregår i stor stil. Tag nu f. eks. regeringens ghettoplan, som blev iscenesat for knapt en måned siden i Mjølnerparken med deltagelse af fremtrædende ministre. 12 milliarder afsættes til projektet, men hvor kommer pengene fra?

I Danmark er der ca 1 million mennesker, der bor i almene boliger. Mange af disse bor i ejendomme som er over 30 år gamle, hvilket umiddelbart medfører to forhold, som begge er vigtige for forståelsen af det følgende. For det første betyder de, at fiansieringen af dem er afsluttet, eftersom de (sikkert) er finansieret med 30-årige realkreditlån. For det andet betyder det, at der sandsynligvis er behov for, måske endda omfattende renoveringer, som ligger ud over, hvad den enkelte boligforening selv kan finansiere.

Landsbyggefonden

I 1960 oprettede politikerne “Landsbyggefonden”. Når lejerboliger har eksisteret så længe, at realkreditlånet er betalt, fortsætter lejerne med at betale husleje, men da man ikke længere betaler af på  kreditlån overføres midlerne til Landsbyggefonden, som derved akkumulerer en større pulje penge, som kan og skal bruges af Danmarks samlede almene lejeboliger til generel istandsættelse og vedligeholdelse. Denne pulje er i øjeblikket på 21 milliarder kroner. Der er altså tale om en form for solidarisk hæftelse mellem landets almene boligforeninger; de har sparet op til fremtidige forbedringer i hele den almene boligsektor.

Landsbyggefoenden skriver selv følgende på deres hjemmeside: “Landsbyggefonden er en selvejende institution, der er stiftet af almene boligorganisationer og oprettet ved lov. Formålet er at fremme det almene byggeris selvfinansiering. Landsbyggefonden ledes af en bestyrelse på 9 medlemmer, og vi har en selvstændig administration, der dagligt ledes af en direktion”.

Selvom Landsbyggefonden er en selvejende institution, så har politikkerne i Folketinget stor indflydelse på, hvordan pengene forvaltes og fordeles. Det sker typisk i forbindelse med fireårige politiske aftaler. Den seneste aftale stammer fra 2014, og udløber i år. I aftalerne fastlægges det, hvor mange penge Landsbyggefonden kan bruge på eksempelvis renovering.

Og her kommer vi så til sagens kerne!

Politikerne bag ghettoplanen har simpelthen bestemt at 12 millarder  kroner skal tages fra lejernes opsparede formue, for at finansiere den ghettoplan, der vedrører 22 af de almene boligområder, men som adresser et kæmpeområde, integration i almindelighed.

Husk det, alle I andre lejere i almene boliger, når der ikke kan skaffes penge fra Landsbyggefonden til fugtbekæmpning, facaderenovering med mere i alle de øvrige almene boliger i Danmark.

Regeringspartierne står bag ghettoplanen. De valgte altså ikke at prøve at finde pengene på finansloven, men istedet at tage dem fra lejerne i de almene boliger – det er nu dejligt nemt, når man kan bestemme over penge, som ikke er ens egne!

Udsatte bliver fodret med deres egen hale – og kun en tredjedel!

Fordelingen af satsmidlerne fra satspuljen blev afsluttet i november 2017. Fordelingen af satsmidlerne udgør for socialområdet godt 1,1 milliard kroner og fordelingen gælder for årene 2018 til og med 2021. For sundhedsområdet fordeles godt 500 millioner, ældreområdet fordeler 325 millioner, beskæftigelsesområdet 980 millioner og integrationsområdet 250 millioner, ialt 3,186 milliarder

Venstre, Liberal Alliance og det Konservative Folkeparti er blevet enige med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Alternativet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti om fordelingen.

Umiddelbart lyder det flot at uddele ca. 800 millioner om hvert år i de næste 4 år, men er det nu også det?

Vor kommer pengene fra?

Puljen er en kompensation for, at offentlige ydelser som pensioner og kontanthjælp, stiger med en langsommere takt end lønninger.

Det betyder med andre ord, at hvor man anerkender at priserne stiger for “almindelige” lønmodtagere, og at denne prisstigning kompenseres via overenskomster og lønforhandlinger, så mener man, at folk på offentlige ydelser ikke behøver at kompenseres på samme måde. Istedet bruges denne ikke-udbetalte sum penge til politisk at lappe nogle af de økonomiske huller, der er indenfor social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet. Det hedder sig nemlig; at satspuljen anvendes til indsatser og projekter på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet med henblik på forbedring af vilkårene for overførselsindkomst-modtagere og svage grupper.

Med andre ord: Hver eneste modtager af offentlige ydelser donerer en lille smule til satspuljen, som politikerne så kan øremærke til formål, som de mener giver mening. Der er tale om, at man tager fra de fattigste i samfundet og giver til de fattigste i samfundet. Man kan derfor godt tale om at blive fodret med egen hale. Falder man ikke indenfor de områder, politikerne mener pengene skal bruges på, bliver man end ikke fodret!

Socialt frikort

Læser man fordelingen af de ca 1,1 milliard kroner indenfor socialområdet kan man se at der afsættes midler til mange forskellige indsatser. Et af dem hedder “socialt frikort”. Om dette hedder det i aftalen: “Satspuljepartierne er enige om, at et socialt frikort skal give de mest udsatte borgere i samfundet bedre muligheder for at deltage i samfundets arbejdsfællesskaber, bidrage samt opleve værdi i hverdagen. Frikortet giver udsatte borgere, der er langt fra arbejdsmarkedet, mulighed for at tjene op til 20.000 kr. skattefrit årligt ved at arbejde for virksomheder. Med frikortet kan udsatte borgere arbejde i det lokale erhvervsliv, fx i småjobs og på den måde være en del af arbejdsfællesskabet uden at skulle betale skat eller få fradrag i sociale ydelser…. Der afsættes i alt 45 millioner kr. i perioden 2018 til 2020”.

Umiddelbart lyder dette forslag jo som noget meget ubureaukratisk, der nemt kan sættes i værk og administreres, og det var også stillet i udsigt, men nej. Som det nu er blevet klart i høringsfasen, så er det meget dyrt at administrere, og der skal laves et helt nyt IT-system til at håndtere det, ligesom der skal udvikles en særlig app, som de udsatte skal downloade til deres smartphones!!

Det betyder, at af de afsatte 45 millioner forsvinder de 29 – eller cirka 2 tredjedele til administration! – og der er således kun en tredjedel tilbage til det oprindelige formål. Det er slet ikke i orden!

Nogen af de ansvarlige satspuljepolitikere må da reagere. De har jo afsat 45 millioner til det sociale frikort. Man må jo formode, at de har en ide om, at alle disse penge skal komme socialt udsatte tilgode og ikke bare blive til “beskæftigelsesfremmende foranstaltninger til embedsværket”, som SAND (- de hjemløses organisation) skriver i deres høringssvar.

 

Valgsvindel? – Det sker ikke her i Danmark!

– Men det kan måske ikke helt udelukkes?

Gennem de sidste halvandet år har jeg fulgt de amerikanske nyheder tæt. Og selv om det er svært at holde styr på hvad der er sandt og hvad der er falsk, så er der en ting, som er rimelig sikkert; nemlig at USA blev hacket i forbindelse med præsidentvalget 2016.

Forbundspolitiet har meldt ud, at 21 stater har været udsat for fjendtlig indtrængen i computersoftwaren, der håndterer stemmeafgivning og -optælling. Dette er et angreb på det allerhelligste i demokratiet; at vi kan stemme og være sikre på, at resultatet af afstemningen også repræsenterer de stemmer, som folk har afgivet.

Jeg har sagt til mig selv, at det vil aldrig kunne ske i Danmark alene af den grund, at vi ikke bruger elektroniske stemmemaskiner, men sætter vores demokratiske kryds med en blyant på et stykke papir, der herefter bliver talt op af helt almindelige mennesker.  – Sådan!  Hvad kan gå galt! Jeg er sikker på, at alt går rigtigt for sig.

Lige ind til nu!

Forleden læste jeg nemlig i avisen, at Danmark skal have et nyt IT-system, der kan håndtere de forskellige former for offentlige valg, vi har, f.eks. folketings- kommunal- og EUvalg. Det var overraskende for mig, for jeg havde i min naivitet troet, at vi klarede os helt uden brug af IT-systemer i forbindelse med disse valg. Siden er det gået op for mig, at vi bruger det i forbindelse med oprettelse af valglister, udskrivning af valgkort m.m. før valget, og efter valget, når stemmerne er blevet talt op ude på de enkelte valgsteder indtastes resultatet og sendes via systemet til Indenrigsministeriet m.m.

Fra min research omkring problemerne i USA ved jeg, at der bl.a. er blevet fiflet med valgresultaterne efter optællingen. Et af de mere spøjse eksempler kom da det blev afsløret at en kandidat, som i den samlede optælling havde fået mange tusinde stemmer, men fra et enkelt afstemningssted havde fået 19.000 minus stemmer. Det lod sig ikke umiddelbart se i det endelige resultat, der bare var 19.000 stemmer mindre. Nogle blev mistænksomme og gik i gang med at efterforske.  Jeg har tidligere skrevet herom. Se her.

Kommunernes Landsforening køber systemet

Det er kommunernes Landsforening der køber og betaler for det nye system. Dette sker gennem KOMBIT, kommunernes IT-fællesskab, hvis opgave det bl.a. er at skabe konkurrence i det kommunale IT-marked.

Køb af nyt IT-valgsystem er en større sag, og købet har været sendt i udbud. Af udbudsmaterialet fremgår mange “tekniske” ting, og også helt almindelige – men svært vigtige – ting, så som at kvaliteten af systemet er afgørende for om projektet bliver valgt.

Jeg synes det er helt rigtig, at netop kvaliteten af systemet er den allervigtigste parameter for udvælgelsen; det er trods alt demokratiets kerne vi har at gøre med, og ingen lande i Europa har så stor tillid til kvaliteten af deres afstemninger som vi har i Danmark. Det er helt oplagt at vi skal have et system med den højeste kvalitet, så der aldrig kan opstå tvivl om resultatet.

Da det blev offentliggjort, hvem der havde vundet udbuddet, skrev KOMBIT således på sin hjemme side:

KOMBIT har afsluttet udbuddet på udvikling, drift, vedligeholdelse og videreudvikling af det nye valgsystem, og DXC Technology har sammen med deres samarbejdspartner Smartmatic International Holding afgivet ”det økonomisk mest fordelagtige tilbud” i henhold til udbudsbetingelserne. (Min understregning).

Se mere på KOMBITs hjemmeside her.

Det er tilsyneladende ikke længere kvaliteten, der er afgørende, men økonomien. Det betyder ganske enkelt, at man har valgt det billigste system!

Jeg har tidligere skrevet om, hvad der (næsten) altid sker, når det offentlige vælger det billigste. Se her.

Advarselsflag og alarmklokker!

3 firmaer var med til det sidste, men 2 af dem kunne eller ville ikke matche KOMBIT´s maximale pris på 125 millioner, så de endte med at trække sig; der var altså reelt kun et tilbud at vælge imellem!

Kigger man på de 3 tilbudsgivere er det klart, at der er tale om store udbydere, men det bliver interessant når man går tættere på og ser at de hver især samarbejder med underleverandører, der har erfaringen på området “IT-systemer til brug ved valghandliger”.

Først var der 3 firmaer

Det danske IT firma NNIT A/S bød ind på opgaven. Deres underleverandør var ligeledes dansk. Det danske firma “Assembly Voting”  skriver selv på deres hjemmeside: Assembly Voting er Danmarks mest benyttede elektroniske valgsystem til afholdelse af lov- og vedtægtsbestemte valg. Valgsystemet er dansk udviklet og understøtter alle gængse typer af valg. De fik ikke opgaven, selvom man kunne tænke, at et dansk firma med et dansk udviklet system, som har været benyttet i mange mindre sammenhænge, f.eks. HOFORs forbrugervalg og ældrerådsvalg i København, ville have en god forståelse for danskernes demokratiopfattelse. Det danske firma skulle samarbejde med et tysk firma, der har erfaring med større valg, f.eks. i Holland, Saarland og i Bayern.

Tilbage var to firmaer:

Det danske firma KMD, der har leveret det system, der skal skiftes ud og som har eksisteret de sidste 30-40 år. De skulle have en amerikansk underleverandør til at levere systemet. Denne underleverandør har leveret valgsystemer i f.eks. Frankrig, Schweiz, Australien, Norge, Island, Spanien, Canada, USA og England. Firmaet er startet i 2001 i Barcelona på universitetet. Forskerne herfra var i midten af 90´erne de første til at publicere europæiske Ph.D. artikler om sikkerheden ved elektroniske valgsystemer.

Der er således tale om et dansk selskab, der har leveret det nuværende system, som har fungeret de seneste 30-40 år i samarbejde med et europæsik funderet firma med udgangspunkt i forskning omkring valgsikkerhed i elektroniske valg.

Dette firma blev også fravalgt.

Tilbage er:

Smartmatic International Holding

DXC (det tidligere CSC) fik opgaven.DXC samarbejder med firmaet Smartmatic International Holding, der skal levere IT-systemet. Firmaet er grundlagt i Venezuela og ejes idag af to venezuelanere, der opererer fra Curacao. Firmaet er registreret i de såkaldte Panama Papers; et kæmpesagskompleks, der omhandler firmaer og privatpersoner, der opererer via skattely. Det er altså sandsynligt, at de danske skatteyderes penge unddrages skat.

Smartmatic har, lige fra dets start i Venezuela omkring 2003, en dybt problematisk historie. Første gang firmaets maskiner blev brugt ved et valg var i 2004, hvor Hugo Chavez blev valgt. Fra starten af kom firmaet under beskyldning for valgfusk. Der har i løbet af årene været en hale af beskyldninger om korruption i forbindelse med valghandlinger, om uregelmæssigheder i forbindelse med optælling af stemmer, samt  beskyldninger om, at nogle af firmaets ansatte har modtaget penge for at “tricke” valget. Firmaet er blevet sagsøgt for at være uetisk, inkompetent og korrupt og stå i ledtog med Commisions on Elections i Filippinerne i 2010. Firmaet har selv hævdet, at der blev begået valgsvindel i 2017 i Venezuela. Firmaet opererer nu ikke længere i Venezuela. Senest har Senator Tito Sotto den 12. marts 2018  i det Filippinske Parlament anklaget Smartmatic for at have manipuleret resultatet af det Filippinske præsidentvalg i 2016. Ligeledes står der at læse i en artikel i den Filippinske avis Daily Tribune fra den 7. februar 2018 under overskriften: Smartmatic´s Continuing Ripoffs.

“….Deplorable is that Smartmatic has consistently evaded demands for accountability on fraud while cornering all the lucrative contracts related to the automated elections. The fact that Smartmatic always gets the better end of the bargain should always raise questions about the propriety af the poll contracts it continues to reap”.

Firmaet har leveret valgsystemer til mange forskellige lande og regioner, heriblandt: Sierra Leone, Argentina, Venezuela, USA, Belgien, Brasilien, Bulgarien, Estland, Equador, Haiti, Philippinerne, Mexico, Curacao m.fl.

Det kan godt være, vi får et system, der er billigt, men jeg er overbevist om at netop tilliden til vores valg er af så afgørende betydning, at der aldrig må gås på kompromis, når det drejer sig om tilliden til demokratiets kerne; selve valget.

Politisk opmærksomhed op KOMBIT´s køb

Heldigvis er der ved at være politisk røre om købet. Hør nedenfor slutningen af podcasten Det røde Felt, hvor journalist Lars Trier Mogensen har besøg af Stine Brix fra Enhedslisten. Stine Brix har stillet flere spørsmål til økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Amnitzbøll-Bille om købet. Spørgsmål som p.t. afventer svar. Se spørgsmålene her. Spørgsmål 322 – 333

Dickey! – hvorfor er USA´s våbenlovgivningsdebat støvsuget for facts?

De fleste danskere kan nok instinktivt være enig i følgende udsagn:

Jo flere biler på vejene, desto større er sandsynligheden for, at der sker flere ulykker. Jo højere hastighed disse biler kører med, desto flere ulykker med større skader på biler og mennesker.

Grunden til, at vi kan være enige om det, er, udover almindelig sund fornuft, at der er videnskabeligt belæg for det; der er lavet undersøgelser, der bekræfter antagelsen. Dette er et godt og solidt grundlag for vore politikere at lave fornuftige love på; som f.eks. at nedsætte hastigheden i byområderne til 50 km i timen, for derved at nedsætte antallet af ulykker, samt minimere omfanget af de ulykker, der rent faktisk sker.

Lovgivning på baggrund af faktuel, videnskabelig research giver god mening.

Følger man den amerikanske debat omkring våbenlovgivning er det tydeligt, at den er stærkt polariseret – enten er man for eller også er man imod stramninger. Det er også skræmmende tydeligt, at debatten er kendetegnet ved fravær af facts.

Der er en grund til, at facts ikke fylder i debatten – og den er, set med danske øjne, fuldstændig uforståelig.

CDC (Centers for Disease Control and Prevention) er en organisation, finansieret af kongressen, der bekæmper sygdomme og studerer, analyserer og indsamler data vedrørende dødsfald i forbindelse med  drukneulykker, faldulykker, hjerneskader, bilulykker, rygning, selvmord m.m., men lige netop ikke dødsfald pga våben.

Dette skyldes, at Kongressen i 1996 vedtog en tilføjelse til budgettet, som forbød centret at bruge penge på at “advocate or promote gun control”.

Teknisk set blev centret ikke forbudt at forske i våbenrelaterede dødsfald. De blev blot forbudt at fortælle om det, fordi det kunne udlægges, som om centret derved tog parti i debatten. Da man samtidig beskar centret med nøjagtig det samme beløb, man tidligere havde brugt til at forske i våbenrelaterede dødsfald, var signalet klokkeklart – og har været det lige siden – der skal ikke forskes i våbenrelaterede dødsfald.

NRA (National Rifle Association) havde krævet tilføjelsen vedtaget, fordi centrets forskere netop havde offentliggjort studier, der slog fast, at dét at have et våben i huset, øgede risikoen for selvmord eller mord. Dette blev udlagt som om, at centret advokerede for at begrænse amerikanernes grundlovssikrede ret til at erhverve sig våben. NRA benyttede deres økonomiske magt til at få tilføjelsen vedtaget. Tilføjelsen blev fremlagt af senator Jay Dickey – deraf navnet “The Dickey Amendment”

Der har altså ikke været udført større studier i forbindelse med våbenrelaterede dødsfald, således disse kunne bruges i den offentlige debat eller kunne danne baggrund for lovgivning. Almindelig sund fornuft ser heller ikke ud til at være en mulighed – Se bare på Donald Trumps forslag om at bevæbne op til 20% af lærerne, der herefter skal nedkæmpe en skoleskyder ud fra tanken om, at ….”det eneste, der kan stoppe en “bad guy” med et våben er en “good guy” med et våben!”

Man har således hverken facts eller almindelig sund fornuft at styre efter.

I 2016 underskrev mere end 100 “Medical Organizations” et brev til kongressen, hvori de bad om at få ophævet “The Dickey Amendment”. Det er endnu ikke sket. Men Stephanie Murphy – medlem af repræsentanternes hus har netop (gen)fremsat “Gun Violence Research Act”, der skal opprioritere mere data og forskning på området samt gøre en ende på “The Dickey Amendment”. Som hun selv siger: “I believe that good policy is based on good data and good information. Too often our conversations on preventing gun violence is ideologically driven and  anecdotically driven. We need good data and good research to address this issue and make sure our communities are safer.”

Det ser ud som om lovforslaget vinder flere og flere støtter i Repræsentanternes Hus og derved måske snart kan vedtages, således at lovgivningen kan basere sig på “good data and good information”.

Hårrejsende Bonusinfo:

I USA bor ca 4,4% af jordens befolkning. De ejer ca 42% af alle verdens privatejede våben. 78% af amerikanerne ejer IKKE et våben!  Lige under 1% af USA´s befolkning ejer altså lidt under halvdelen af verdens samlede privatejede våben!

Det er altså langt det mest normale IKKE at eje et våben i USA.

Hvert år har USA ca 30.000 våbenrelaterede dødsfald, heraf er den største del selvmord.

Jay Dickey, der sad i Repræsentanternes Hus frem til 2001 fortrød i 2012 offentligt, at han havde fremsat forslaget. Han døde i 2017.

 

 

Rusland – IOC – doping WTF???

Kort før de vinterolympiske lege i Pyeongchang blev Rusland udelukket fra at deltage på rund af massivt dopingsnyderi. Udelukkelsen, der blev fulgt op af en bøde på 15 millioner US-dollars, gjaldt ikke bare de vinterolympiske lege, men generelt. Der blev lavet en kattelem således at de russiske atleter uden dopinghistorik kunne få lov til at deltage, dog ikke under russisk flag, men det neutrale IOC-flag. Der deltog 168 russiske atleter, som ikke havde nogen dopinghistorik.

Den første dopingsynder, der blev afsløret under legene var russer. Det var en curling-atlet. (Hedder det sådan?) Sidenhen blev endnu en russer afsløret.

Det var en bobslædekører, der bar en t-shirt hvorpå der stod: I don´t do doping!

Mod slutningen af legene bestemte IOC så, at såfremt ikke flere end disse to russiske atleter blev afsløret, ville man hæve Ruslands udelukkelse efter legene. Dog havde de nu forpasset chancen til at bruge det russiske flag ved udmarchen.

Og nu er udelukkelsen så blevet ophævet!

Så alle russere, både de, der er rene og de, der nok ikke er, kan nu igen deltage i ædel kappestrid i alle vintersportsgrene lige fra curling til bobslædekørsel.

Det var det!

– Til grin?