Hvad får vi ud af skattelettelser for 14,6 milliarder?

Så kom historien om, at regeringen har indført skattelettelser for 14,6 milliarder siden 2015. Det er Børsen, der oplyser dette på baggrund af en analyse, som den borgerlige tænketank Cepos har lavet.

Det skal kunne betale sig at arbejde, og flere skal i arbejde, siger regeringen. Problemet er bare, at regeringen ikke har skabt særlig mange flere arbejdspladser med deres skattepolitik. Man kan sikkert diskutere, hvad der egentlig menes med, at det skal kunne betale sig at arbejde, men det er ret nemt at opgøre om der skabes flere arbejdspladser. Og hvad dette angår, har regeringen været en fiasko.

VLAK-regeringen har som et centralt mål at øge arbejdsudbuddet med 55.000-60.000 personer i 2025. En opgørelse fra Finansministeriet viste dog i januar, at man kun havde nået 2100 personer siden 2015, hvoraf 1950 var fra V-regeringens tid. Det vil altså sige, at VLAK-regeringen har skabt 150 arbejdspladser siden 2015. Februars skatteaftale har bidraget med yderligere 1350 personer, men det bringer stadig kun det samlede tal op på 3.450. heraf har VLAK-regeringen skabt de 1.500. Der er langt til 55.000 arbejdspladser. Dette tal skal selvfølgelig først nåes i 2025, men regeringen har på ingen måde vist , at den magter at skabe arbejdspladser – ihvertfald ikke ved hjælp af skattepolitikken.

Måske kan skattepolitikken slet ikke bruges til at skabe arbejdspladser – eller er det måske snarere den måde regeringen fører skattepolitik på, der faktisk ikke virker på arbejdsudbuddet?

Til sammenlignet lykkedes det Helle Thorning-Schmidt at øge arbejdsudbuddet med 43.500 personer.  Samtidig med at skatten i hendes regeringstid kun blev lettet med 1 milliard.

Det er ikke til at sige det med sikkerhed, men mon ikke en øgning af arbejdsudbuddet med 43.500 personer samtidig medfører at staten derved sikrer sig en markant højere skatteindtægt, samtidig med at det også må formodes, at en del af disse jobs besættes af folk, der derved løftes ud af en eller anden form for offentlig støtte, som derved bortfalder? Derudover skal naturligvis lægges den personlige positive effekt, det har at være i arbejde fremfor ikke at være det. Mon ikke den milliard i skattelettelser hurtigt er tjent ind igen?

Forsøger man at lave det samme regnestykke, men bruger VLAK-regeringens tal for skabte arbejdspladser contra skattelettelser  kan det uden den store regnemaskine fastslås, at det simpelthen ikke hænger sammen. Men det er måske i virkeligheden heller ikke meningen?

Se min tidligere artikel om, at Danmark er et af verdens mest ulige lande her.

Danmark er et af de mest ulige lande i verden!

Nej, nej nej!… Danmark er da et af de mest lige lande i verden. Det ved vi da!

Hvad er rigtigt og hvad er forkert? – og betyder det overhovedet noget om Danmark er et af de mest lige eller et af de mest ulige lande i verden?

Når vi i denne sammenhæng taler om lige eller ulige handler det om den enkelte danskers økonomiske situation – lige nu og gennem hele livet.

Begge dele er rigtigt – Danmark er blandt de mest lige lande i verden, men Danmark er samtidig også det tredje mest ulige land i verden. Dette, sidste,  er opsigtsvækkende og stærkt bekymrende!

Men først; – betyder det noget om et samfund er lige eller ulige for så vidt angår den økonomiske situation for de enkelte mennesker?

En vis grad af ulighed betyder ikke noget, ja det er ligefrem nødvendigt for at samfundet kan udvikle sig, men hvis uligheden bliver for stor, er der en reel fare for at sammenhængskraften i samfundet bliver undermineret, hvilket kan føre, ihvertfald, disse tre forhold med sig:

Økonomisk ulighed kan underminere politiske institutioners retfærdighed. Gennem de seneste år har vi i Danmark set fremkomsten af diverse “erhvervsklubber”, der ofte støtter bestemte politikere. Hvis de valgte politikere er afhængige af (skjulte?) donationer bl. a. til deres kampagner, vil de handle mere i forhold til de interesser og krav, rige donorer har, og de som ikke er rige vil ikke blive repræsenteret på en fair måde. Jeg har tidligere skrevet om Løkkes “tilgængelighed” i sagen om kvotekongerne. Se mere her. Lobbyvirksomhed har også en tendens til at favorisere de som i forvejen har.

Økonomisk ulighed gør det svært, ja, nærmest umuligt at skabe lige muligheder. Ulighed i indkomster betyder, at nogle børn vil gå meget bedre forberedt ind på arbejdsmarkedet, end andre. Samtidig vil folk med få aktiver finde det svært at opnå adgang til de første små skridt mod større muligheder, fx at optage et lån eller købe ejerbolig. Se f. eks. her.

Hvis rigdommen er ulige fordelt i et samfund, ender rige mennesker ofte op med kontrol over de fattigere borgeres liv: kontrol over hvor og hvordan de arbejder, hvad de kan købe, og generelt hvordan deres liv vil se ud. Sammenhængskraften i samfundet smuldrer og polarisering opstår.

Robert Reich har lavet fremragende dokumentarer om ulighed i USA. Se her.

Gini-koefficienten

Når man skal sige noget objektivt om uligheden i et samfund bruger man ofte Gini-koefficienten, der angiver ulighed i indkomstfordelingen. Gini-koefficienten er brugt over hele verden og bredt anerkendt. Hvis alle mennesker i et samfund havde samme indkomst, ville Gini-koefficienten være 0, mens den ville være 1 i den tænkte situation, at én person havde al indkomst i samfundet.

I Danmark har vi et socialt sikkerhedsnet, der, overordnet, sikrer, at folk har et vist minimum at leve for. Man kan synes, at det er for lidt, men sammenligning med så mange andre lande, sikrer det faktisk et ret højt “bundniveau” i indkomst. I den anden ende af skalaen har vi ikke så stor en gruppe mennesker, der tjener helt vildt svimlende summer. Der er altså statistisk set tale om en temmelig homogen befolkning, hvad angår indkomst. I 2015 blev Danmark faktisk af OECD “udnævnt” til det mest lige land i verden, se her.

Som det fremgår af artiklen, havde Danmark i 2015 en Gini-koefficient på 24,7 eller 0,247, hvilket det år var det laveste af de lande OECD opgør. Man kan se, at f. eks. USA ligger højt med et tal på 40,1, hvilket er et udtryk for stor indkomstulighed i landet.
Et lille tankeeksperiment:
1. Dit arbejde indbringer dig ca 228.000 kr. om året brutto. (Butiksansat, ufaglært mindsteløn).
2 Dit arbejde indbringer dig 365.000 kr. om året brutto. (Nyuddannet lærer i København).
3 Dit arbejde indbringer dig 445.000 kr. om året brutto. (Nyuddannet ingeniør).
Grundlæggende er der ikke den helt store forskel på indtægten; men hvis vi fortsætter tankeeksperimentet og forestiller os, at alle tre personer har samme udgift til bolig, kost, forsikring m.m., bliver det ikke svært at indse, at læreren og ingeniøren teoretisk set har langt større mulighed for at spare op, evt. købe bolig som med tiden giver friværdi, end butiksassistenten, der sikkert må bruge hele lønnen hver måned for at det løber rundt. Tænker man sig denne forskel i indtægt gennem hele livet, er det tydeligt, at forskellen mellem lærerens formue og butiksassistentens formue bliver kollossal. Man kan derfor godt hævde, at selvom der ikke er meget stor forskel på indtægten på de tre tænkte personer, så er der himmelvid forskel på, hvilke muligheder de hver i sær har på at opbygge formue, pension, friværdi og dermed sikre sig et tryggere udgangspunkt.
Man kunne fortsætte tankeeksperimentet og indregne dette i gini-koefficienten, altså en indtægts- og formuefordeling over år udtrykt ved et tal mellem 0 og 1.
Velstandsfordelingen
Der findes netop en opgørelse, velstandsfordelingen, som viser dette.
Velstandsfordelingen er defineret som en husholdnings finansielle aktiver, der kan være alt fra værdipapirer til forsikringer, plus materielle aktiver, som er fast ejendom og lignende fratrukket gæld. Når denne fordeling medregnes, står det rigtig dårligt til i Danmark. Danmark er nemlig det tredje mest ulige land i verden, kun overgået af Namibia og Zimbabwe; Ja Danmark er mere ulige end USA, som vi ellers regner for at være ekstremt ulige.
Når Danmark således er et af de mest ulige lande i verden bliver det, jeg skrev tidligere ekstremt skræmmende: – og når man tænker over det; er det så ikke allerede ved at blive virkelighed?

Økonomisk ulighed kan underminere politiske institutioners retfærdighed. Gennem de seneste år har vi i Danmark set fremkomsten af diverse “erhvervsklubber”, der ofte støtter bestemte politikere. Hvis de valgte politikere er afhængige af (skjulte?) donationer bl. a. til deres kampagner, vil de handle mere i forhold til de interesser og krav, rige donorer har, og de som ikke er rige vil ikke blive repræsenteret på en fair måde. Jeg har tidligere skrevet om Løkkes “tilgængelighed” i sagen om kvotekongerne. Se mere her. Lobbyvirksomhed har også en tendens til at favorisere de som i forvejen har.

Økonomisk ulighed gør det svært, ja, nærmest umuligt at skabe lige muligheder. Ulighed i indkomster betyder, at nogle børn vil gå meget bedre forberedt ind på arbejdsmarkedet, end andre. Samtidig vil folk med få aktiver finde det svært at opnå adgang til de første små skridt mod større muligheder, fx at optage et lån eller købe ejerbolig. Se f. eks. her.

Hvis rigdommen er ulige fordelt i et samfund, ender rige mennesker ofte op med kontrol over de fattigere borgeres liv: kontrol over hvor og hvordan de arbejder, hvad de kan købe, og generelt hvordan deres liv vil se ud. Sammenhængskraften i samfundet smuldrer og polarisering opstår.