Kategori: Velfærd

Danmark er et af de mest ulige lande i verden!

Nej, nej nej!… Danmark er da et af de mest lige lande i verden. Det ved vi da!

Hvad er rigtigt og hvad er forkert? – og betyder det overhovedet noget om Danmark er et af de mest lige eller et af de mest ulige lande i verden?

Når vi i denne sammenhæng taler om lige eller ulige handler det om den enkelte danskers økonomiske situation – lige nu og gennem hele livet.

Begge dele er rigtigt – Danmark er blandt de mest lige lande i verden, men Danmark er samtidig også det tredje mest ulige land i verden. Dette, sidste,  er opsigtsvækkende og stærkt bekymrende!

Men først; – betyder det noget om et samfund er lige eller ulige for så vidt angår den økonomiske situation for de enkelte mennesker?

En vis grad af ulighed betyder ikke noget, ja det er ligefrem nødvendigt for at samfundet kan udvikle sig, men hvis uligheden bliver for stor, er der en reel fare for at sammenhængskraften i samfundet bliver undermineret, hvilket kan føre, ihvertfald, disse tre forhold med sig:

Økonomisk ulighed kan underminere politiske institutioners retfærdighed. Gennem de seneste år har vi i Danmark set fremkomsten af diverse “erhvervsklubber”, der ofte støtter bestemte politikere. Hvis de valgte politikere er afhængige af (skjulte?) donationer bl. a. til deres kampagner, vil de handle mere i forhold til de interesser og krav, rige donorer har, og de som ikke er rige vil ikke blive repræsenteret på en fair måde. Jeg har tidligere skrevet om Løkkes “tilgængelighed” i sagen om kvotekongerne. Se mere her. Lobbyvirksomhed har også en tendens til at favorisere de som i forvejen har.

Økonomisk ulighed gør det svært, ja, nærmest umuligt at skabe lige muligheder. Ulighed i indkomster betyder, at nogle børn vil gå meget bedre forberedt ind på arbejdsmarkedet, end andre. Samtidig vil folk med få aktiver finde det svært at opnå adgang til de første små skridt mod større muligheder, fx at optage et lån eller købe ejerbolig. Se f. eks. her.

Hvis rigdommen er ulige fordelt i et samfund, ender rige mennesker ofte op med kontrol over de fattigere borgeres liv: kontrol over hvor og hvordan de arbejder, hvad de kan købe, og generelt hvordan deres liv vil se ud. Sammenhængskraften i samfundet smuldrer og polarisering opstår.

Robert Reich har lavet fremragende dokumentarer om ulighed i USA. Se her.

Gini-koefficienten

Når man skal sige noget objektivt om uligheden i et samfund bruger man ofte Gini-koefficienten, der angiver ulighed i indkomstfordelingen. Gini-koefficienten er brugt over hele verden og bredt anerkendt. Hvis alle mennesker i et samfund havde samme indkomst, ville Gini-koefficienten være 0, mens den ville være 1 i den tænkte situation, at én person havde al indkomst i samfundet.

I Danmark har vi et socialt sikkerhedsnet, der, overordnet, sikrer, at folk har et vist minimum at leve for. Man kan synes, at det er for lidt, men sammenligning med så mange andre lande, sikrer det faktisk et ret højt “bundniveau” i indkomst. I den anden ende af skalaen har vi ikke så stor en gruppe mennesker, der tjener helt vildt svimlende summer. Der er altså statistisk set tale om en temmelig homogen befolkning, hvad angår indkomst. I 2015 blev Danmark faktisk af OECD “udnævnt” til det mest lige land i verden, se her.

Som det fremgår af artiklen, havde Danmark i 2015 en Gini-koefficient på 24,7 eller 0,247, hvilket det år var det laveste af de lande OECD opgør. Man kan se, at f. eks. USA ligger højt med et tal på 40,1, hvilket er et udtryk for stor indkomstulighed i landet.
Et lille tankeeksperiment:
1. Dit arbejde indbringer dig ca 228.000 kr. om året brutto. (Butiksansat, ufaglært mindsteløn).
2 Dit arbejde indbringer dig 365.000 kr. om året brutto. (Nyuddannet lærer i København).
3 Dit arbejde indbringer dig 445.000 kr. om året brutto. (Nyuddannet ingeniør).
Grundlæggende er der ikke den helt store forskel på indtægten; men hvis vi fortsætter tankeeksperimentet og forestiller os, at alle tre personer har samme udgift til bolig, kost, forsikring m.m., bliver det ikke svært at indse, at læreren og ingeniøren teoretisk set har langt større mulighed for at spare op, evt. købe bolig som med tiden giver friværdi, end butiksassistenten, der sikkert må bruge hele lønnen hver måned for at det løber rundt. Tænker man sig denne forskel i indtægt gennem hele livet, er det tydeligt, at forskellen mellem lærerens formue og butiksassistentens formue bliver kollossal. Man kan derfor godt hævde, at selvom der ikke er meget stor forskel på indtægten på de tre tænkte personer, så er der himmelvid forskel på, hvilke muligheder de hver i sær har på at opbygge formue, pension, friværdi og dermed sikre sig et tryggere udgangspunkt.
Man kunne fortsætte tankeeksperimentet og indregne dette i gini-koefficienten, altså en indtægts- og formuefordeling over år udtrykt ved et tal mellem 0 og 1.
Velstandsfordelingen
Der findes netop en opgørelse, velstandsfordelingen, som viser dette.
Velstandsfordelingen er defineret som en husholdnings finansielle aktiver, der kan være alt fra værdipapirer til forsikringer, plus materielle aktiver, som er fast ejendom og lignende fratrukket gæld. Når denne fordeling medregnes, står det rigtig dårligt til i Danmark. Danmark er nemlig det tredje mest ulige land i verden, kun overgået af Namibia og Zimbabwe; Ja Danmark er mere ulige end USA, som vi ellers regner for at være ekstremt ulige.
Når Danmark således er et af de mest ulige lande i verden bliver det, jeg skrev tidligere ekstremt skræmmende: – og når man tænker over det; er det så ikke allerede ved at blive virkelighed?

Økonomisk ulighed kan underminere politiske institutioners retfærdighed. Gennem de seneste år har vi i Danmark set fremkomsten af diverse “erhvervsklubber”, der ofte støtter bestemte politikere. Hvis de valgte politikere er afhængige af (skjulte?) donationer bl. a. til deres kampagner, vil de handle mere i forhold til de interesser og krav, rige donorer har, og de som ikke er rige vil ikke blive repræsenteret på en fair måde. Jeg har tidligere skrevet om Løkkes “tilgængelighed” i sagen om kvotekongerne. Se mere her. Lobbyvirksomhed har også en tendens til at favorisere de som i forvejen har.

Økonomisk ulighed gør det svært, ja, nærmest umuligt at skabe lige muligheder. Ulighed i indkomster betyder, at nogle børn vil gå meget bedre forberedt ind på arbejdsmarkedet, end andre. Samtidig vil folk med få aktiver finde det svært at opnå adgang til de første små skridt mod større muligheder, fx at optage et lån eller købe ejerbolig. Se f. eks. her.

Hvis rigdommen er ulige fordelt i et samfund, ender rige mennesker ofte op med kontrol over de fattigere borgeres liv: kontrol over hvor og hvordan de arbejder, hvad de kan købe, og generelt hvordan deres liv vil se ud. Sammenhængskraften i samfundet smuldrer og polarisering opstår.

Landsbyggefonden betaler for ghettoplanen

Vi ved at Robin Hood stjal penge fra de rige for at give dem til de fattige.
Vi kender også det modsatte udtryk; altså en omvendt Robin Hood, hvilket betyder at tage fra de fattige og give til de rige. Mattæus effekten kender vi fra biblen, hvor det hedder, at de som intet har, også skal miste det. Men har vi et udtryk der beskriver, når man tager noget fra de fattigste og giver det tilbage til de fattigste, men på en måde, hvor man som politiker soler sig i den uendelige visdom, hvormed man med disse midler tænker at man kan løse nogle samfundsproblemer, som man ikke ønsker at sætte midler af til f. eks. på finansloven? Jeg kender ikke et udtryk, der beskriver dette, men det foregår i stor stil. Tag nu f. eks. regeringens ghettoplan, som blev iscenesat for knapt en måned siden i Mjølnerparken med deltagelse af fremtrædende ministre. 12 milliarder afsættes til projektet, men hvor kommer pengene fra?

I Danmark er der ca 1 million mennesker, der bor i almene boliger. Mange af disse bor i ejendomme som er over 30 år gamle, hvilket umiddelbart medfører to forhold, som begge er vigtige for forståelsen af det følgende. For det første betyder de, at fiansieringen af dem er afsluttet, eftersom de (sikkert) er finansieret med 30-årige realkreditlån. For det andet betyder det, at der sandsynligvis er behov for, måske endda omfattende renoveringer, som ligger ud over, hvad den enkelte boligforening selv kan finansiere.

Landsbyggefonden

I 1960 oprettede politikerne “Landsbyggefonden”. Når lejerboliger har eksisteret så længe, at realkreditlånet er betalt, fortsætter lejerne med at betale husleje, men da man ikke længere betaler af på  kreditlån overføres midlerne til Landsbyggefonden, som derved akkumulerer en større pulje penge, som kan og skal bruges af Danmarks samlede almene lejeboliger til generel istandsættelse og vedligeholdelse. Denne pulje er i øjeblikket på 21 milliarder kroner. Der er altså tale om en form for solidarisk hæftelse mellem landets almene boligforeninger; de har sparet op til fremtidige forbedringer i hele den almene boligsektor.

Landsbyggefoenden skriver selv følgende på deres hjemmeside: “Landsbyggefonden er en selvejende institution, der er stiftet af almene boligorganisationer og oprettet ved lov. Formålet er at fremme det almene byggeris selvfinansiering. Landsbyggefonden ledes af en bestyrelse på 9 medlemmer, og vi har en selvstændig administration, der dagligt ledes af en direktion”.

Selvom Landsbyggefonden er en selvejende institution, så har politikkerne i Folketinget stor indflydelse på, hvordan pengene forvaltes og fordeles. Det sker typisk i forbindelse med fireårige politiske aftaler. Den seneste aftale stammer fra 2014, og udløber i år. I aftalerne fastlægges det, hvor mange penge Landsbyggefonden kan bruge på eksempelvis renovering.

Og her kommer vi så til sagens kerne!

Politikerne bag ghettoplanen har simpelthen bestemt at 12 millarder  kroner skal tages fra lejernes opsparede formue, for at finansiere den ghettoplan, der vedrører 22 af de almene boligområder, men som adresser et kæmpeområde, integration i almindelighed.

Husk det, alle I andre lejere i almene boliger, når der ikke kan skaffes penge fra Landsbyggefonden til fugtbekæmpning, facaderenovering med mere i alle de øvrige almene boliger i Danmark.

Regeringspartierne står bag ghettoplanen. De valgte altså ikke at prøve at finde pengene på finansloven, men istedet at tage dem fra lejerne i de almene boliger – det er nu dejligt nemt, når man kan bestemme over penge, som ikke er ens egne!

Udsatte bliver fodret med deres egen hale – og kun en tredjedel!

Fordelingen af satsmidlerne fra satspuljen blev afsluttet i november 2017. Fordelingen af satsmidlerne udgør for socialområdet godt 1,1 milliard kroner og fordelingen gælder for årene 2018 til og med 2021. For sundhedsområdet fordeles godt 500 millioner, ældreområdet fordeler 325 millioner, beskæftigelsesområdet 980 millioner og integrationsområdet 250 millioner, ialt 3,186 milliarder

Venstre, Liberal Alliance og det Konservative Folkeparti er blevet enige med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Alternativet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti om fordelingen.

Umiddelbart lyder det flot at uddele ca. 800 millioner om hvert år i de næste 4 år, men er det nu også det?

Vor kommer pengene fra?

Puljen er en kompensation for, at offentlige ydelser som pensioner og kontanthjælp, stiger med en langsommere takt end lønninger.

Det betyder med andre ord, at hvor man anerkender at priserne stiger for “almindelige” lønmodtagere, og at denne prisstigning kompenseres via overenskomster og lønforhandlinger, så mener man, at folk på offentlige ydelser ikke behøver at kompenseres på samme måde. Istedet bruges denne ikke-udbetalte sum penge til politisk at lappe nogle af de økonomiske huller, der er indenfor social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet. Det hedder sig nemlig; at satspuljen anvendes til indsatser og projekter på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet med henblik på forbedring af vilkårene for overførselsindkomst-modtagere og svage grupper.

Med andre ord: Hver eneste modtager af offentlige ydelser donerer en lille smule til satspuljen, som politikerne så kan øremærke til formål, som de mener giver mening. Der er tale om, at man tager fra de fattigste i samfundet og giver til de fattigste i samfundet. Man kan derfor godt tale om at blive fodret med egen hale. Falder man ikke indenfor de områder, politikerne mener pengene skal bruges på, bliver man end ikke fodret!

Socialt frikort

Læser man fordelingen af de ca 1,1 milliard kroner indenfor socialområdet kan man se at der afsættes midler til mange forskellige indsatser. Et af dem hedder “socialt frikort”. Om dette hedder det i aftalen: “Satspuljepartierne er enige om, at et socialt frikort skal give de mest udsatte borgere i samfundet bedre muligheder for at deltage i samfundets arbejdsfællesskaber, bidrage samt opleve værdi i hverdagen. Frikortet giver udsatte borgere, der er langt fra arbejdsmarkedet, mulighed for at tjene op til 20.000 kr. skattefrit årligt ved at arbejde for virksomheder. Med frikortet kan udsatte borgere arbejde i det lokale erhvervsliv, fx i småjobs og på den måde være en del af arbejdsfællesskabet uden at skulle betale skat eller få fradrag i sociale ydelser…. Der afsættes i alt 45 millioner kr. i perioden 2018 til 2020”.

Umiddelbart lyder dette forslag jo som noget meget ubureaukratisk, der nemt kan sættes i værk og administreres, og det var også stillet i udsigt, men nej. Som det nu er blevet klart i høringsfasen, så er det meget dyrt at administrere, og der skal laves et helt nyt IT-system til at håndtere det, ligesom der skal udvikles en særlig app, som de udsatte skal downloade til deres smartphones!!

Det betyder, at af de afsatte 45 millioner forsvinder de 29 – eller cirka 2 tredjedele til administration! – og der er således kun en tredjedel tilbage til det oprindelige formål. Det er slet ikke i orden!

Nogen af de ansvarlige satspuljepolitikere må da reagere. De har jo afsat 45 millioner til det sociale frikort. Man må jo formode, at de har en ide om, at alle disse penge skal komme socialt udsatte tilgode og ikke bare blive til “beskæftigelsesfremmende foranstaltninger til embedsværket”, som SAND (- de hjemløses organisation) skriver i deres høringssvar.

 

Sparekrav: Køb det billigste og dårligste produkt

Regeringen:
Regionerne har indgået ny økonomiaftale med regeringen.
Sygeplejersker og andre personalegrupper skal øge deres effektivitet med to procent igen i 2018. Aftalen om regionernes økonomi for 2018 gentager kravet om en stigning i produktiviteten på to procent.
To procents-kravet blev indført i 2002 for at tvinge hospitalerne til at gøre noget ved de lange ventelister på operationer og behandlinger på sygehusene.

Efterfølgende korrektion: Sygehusene fritages for produktivitetskrav i 2018. Regeringen og Dansk Folkeparti er enige om at suspendere produktivitetskravet i 2018, mens der bliver arbejdet på en ny model for at styre sundhedsvæsenet.

Regionerne:

Det er regionerne, der driver sygehusene, og de fem regioner har lavet en fælles indkøbsfunktion, hvorigennem de forventer at kunne spare 1 milliard kroner om i perioden 2015 – 2020 på indkøb til driften af sygehusene. Dette er en følge af 2%-kravet

Regionerne skriver selv i deres fælles publikation: “Regionernes fælles strategi for indkøb frem mod 2020”

Regionerne køber årligt varer og tjenesteydelser for over 38 milliarder kroner, hvilket svarer til ca. 35 procent af det samlede budget. Det er et omfattende beløb, og med det følger et tilsvarende ansvar. Regionerne har arbejdet målrettet for at leve op til dette ansvar siden deres oprettelse i 2007. Hver af de fem regioner har etableret en strategisk og koncernfælles indkøbsfunktion, der kan håndtere den stadig mere komplicerede indkøbsproces, og som arbejder efter en politisk vedtaget indkøbspolitik. Samtidig er der et stærkt, tværregionalt samarbejde på indkøbsområdet, der siden 2007 har været styret af en fælles strategi. Med den fælles strategi på indkøbsområdet i perioden 2010-15 blev der taget endnu et vigtigt skridt i udviklingen i den enkelte region og af det fælles samarbejde på området. Regionerne er nået langt med både fælles og individuelle initiativer for optimering af indkøbsområdet og har i perioden 2010-15 opnået mere end én milliard kroner i besparelser. Samtidig er fundamentet for en yderligere indsats lagt. Regionerne skal derfor fortsat være de bedste til håndtering af indkøb i den offentlige sektor. Indsatsen kan og skal stadig tåle sammenligning med de største og mest effektive indkøbsorganisationer. På trods af de opnåede resultater står regionerne over for nye udfordringer, der skal adresseres frem mod 2020. Derfor har regionerne udarbejdet en ny, fælles strategi på indkøbsområdet, der skal gælde i perioden fra 2015-2020. Regionerne skal fortsat blive endnu bedre til indkøb, hvilket er det overordnede formål med denne 2020-strategi. Stadig udvikling af indkøbsområdet kræver dog, at der fortsat sættes ambitiøse mål, og at regionerne opnår resultater, der imødekommer de kommende års forventninger. Med den nye strategi skal der frigøres yderligere én milliard kroner, så der i perioden 2010-2020 spares i alt to milliarder kroner. Dette er et led i den samlede produktivitetsudvikling, som aftales med regeringen. Besparelserne skal bruges til flere behandlinger og bedre kvalitet til gavn for borgerne.

Region Midtjylland:

Men de enkelte regioner foretager også selv indkøb, og derfor har også Region Midtjylland formuleret nogle krav til deres indkøb. Således beskrives dette i “Indkøbs- og udbudspolitik for Region Midtjylland”

Organisation og ansvar:

I Region Midtjylland er ansvaret for at initiere, gennemføre og følge op på udbud og kontrakter placeret hos Indkøb & Medicoteknik i tæt samarbejde med berørte enheder. Det gælder alle typer af udbud og kontrakter med undtagelse af bygge- og anlægsopgaver (herunder rådgivningsydelser), der er placeret hos Byggeri og Ejendomme1 og lægemiddelområdet, der er placeret hos Hospitalsapoteket. For enkelte områder kan der udarbejdes særaftaler ift. varetagelsen af udbud. Disse aftales med Indkøb & Medicoteknik. Det er vigtigt for regionen, at de aftaler, der indgås, tilgodeser behovet hos brugerne. Derfor arbejdes der aktivt med inddragelse af brugerne i udbudsprocessen og implementeringen. Der sker herudover løbende en strategisk koordinering af udbudsområder med berørte enheder i regionen.

Tildelingskriterier, underkriterier og aftaler:

Når regionen udarbejder udbud, er det ud fra en totaløkonomisk betragtning. Dvs. at regionen ikke kun laver aftaler ud fra den laveste indkøbspris. Oftest indgår ligeledes leveringsomkostninger, levetid, følgeomkostninger, driftsomkostninger m.m. i bedømmelsen. I alle regionens udbud bliver der taget højde for andet end økonomi. Der indarbejdes krav til produktkvalitet, arbejdsmiljø, bæredygtighed, leveringssikkerhed, standardisering af varesortiment og andre relevante kriterier. Det varierer fra udbud til udbud, hvordan disse vægtes sammenholdt med økonomien.

Jeg har med fed markeret vigtige passager i beskrivelsen.

Skejby Sygehus:

I nedenstående indslag fra TV2 Østjylland beskrives, hvordan sådan et indkøb – som er en konsekvens af regeringens 2% sparekrav – virker, når det møder virkeligheden.

Indslag fra TV2 Østjylland

Det er selvfølgelig klart, at når man bliver nødt til at vælge de billigste produkter, vil der være større risiko for at man får ringere produkter.

Et andet eksempel kunne være udlicitering af plejeopgaver til private firmaer. De firmaer, der kan klare opgaven for de billigste penge får opgaven, men flere gange er tilbuddet sat så lavt, at det ikke kan løbe rundt for firmaet, og det ender med at firmaet går konkurs……

Man kan tænke, at det er vanvittigt, at det offentlige er slået ind på den vej, men det er selvfølgelig fordi der ikke er nok penge til det hele…. derfor må der spares!

Jeg har i tidligere indlæg skrevet om hvordan SKAT er blevet “udsultet”, og at der i begyndelsen af 2017 var samlet skattegæld fra danske skatteydere på 100 milliarder kroner, hvoraf SKAT afskrev at inddrage 80. Danskernes skattegæld voksede i foråret med en milliard om måneden, og det ville den nok blive ved med at gøre nogen tid endnu på grund af et inddrivelsessystem, der lå/ligger i ruiner…..

Læs artiklen her

Desuden er SKAT – formodentlig på grund af mandskabsmangel – blevet franarret eller svindlet for yderligere 72 milliarder kroner.

Skat har altså i løbet af små 15 år “mistet” i omegnen af 172 milliarder, hvoraf de 80 mill. med sikkerhed er tabt, ligesom det kan være meget usikkert, hvormange af de bortsvindlede 72 millioner, der kommer igen. Hvis vi regner med at omkring 150 milliarder er tabt over 15 år svarer det immervæk til 10 milliarder årligt!

Det kunne have været rart at have haft dem at bruge i vores velfærdssystem – i stedet for f. eks. en tvungen besparelse på 2% om året i sygehusvæsenet i den samme periode.

PS

Det, på flere måder, skandaløse salg af Statens Seruminstitut til en Saudisk kapitalfond kostede, ifølge Rigsrevisionen, den danske stat 1,5 milliarder! …..Hallo, man solgte Seruminstituttet for minus 1,5 milliard!

Det er i sig selv halvanden gang mere, end regionerne håber at spare gennem deres fælles indkøbspolitik på 5 år!

Bedre ældrepleje og sundhedsvæsen

Dansk Folkeparti vil have bedre ældrepleje og investere mere i sundhedsvæsenent.  Det lyder rigtig godt, og det skal de have tak for!

Se dette indslag fra Altinget

Fra partiets hjemmeside: Hos Dansk Folkeparti mener vi at det er nødvendigt at investere  nogetmere i vores sundhedsvæsen, så vi også i fremtiden har et sundhedsvæsen i verdensklasse.

Kristian Thulesen Dahl på Skejby Sygehus

Kære Dansk Folkeparti

Det er fuldstændig rigtigt og godt, at I vil holde fast i disse synspunkter, som jeg, og helt sikkert tusindvis af andre – såvel DF-støtter, som ikke DF-støtter – opfatter som en helt central del af vores velfærdssamfund.

Jeg håber, at I er opmærksomme på den kommende afstemning om Danmarks tiltrædelse af handelsaftalen mellem EU og Canada, CETA – som jo netop er forhånds godkendt i EU parlamentet.

Heri fremgår det at Danmark, der jo netop har valgt at ikke undtage sundhedsområdet, skal åbne op for liberalisering, hvilket vi jo allerede har gjort, men det skræmmende er, at det i denne aftale lægges op til, at det eneste parameter, der må lægges til grund for indgåelse af aftalen er, ja, netop PRISEN.
Hensynet til miljømæssige, sociale eller andre aspekter kan blive betragtet som tekniske handelshindringer, hvorefter der kan lægges sag an mod Danmark via den overnationale ICS-domstol.
Bottom line betyder dette, at hvis CETA endelig vedtages i de respektive EU-landes parlamenter og dermed bliver fuld ud gældende, så bliver det umuligt at vi i Danmark kan have andre (større) krav.
Udbuddet skal simpelthen gives til den, der gør det billigst!