Kategori: Banker

“Hvis højfrekvenshandel kun var legetøj for finansfolk, kunne samfundet måske være ligeglad, men børsmarkedet er med mikrobølger og algoritmer blevet frakoblet virkeligheden, når værdipapirer kun ejes i få millisekunder ad gangen. Hovedparten af handlen med aktier og råvarer har i dag ikke til formål at understøtte den teknologiske og økonomiske udvikling i samfundet. Der er flere eksempler på, at højfrekvenshandel har været årsag til momentane børskrak, som også har påvirket den reelle verden negativt”.

Læs følgende tankevækkende artikel af Preben Vilhjelm i dagens udgave af politiken:   Link

PS: Ifølge børsmæglerforeningens formand Steen Blaafalk fra Danske Bank foretages mere end 45 procent af alle aktiehandler i Danmark i dag af algo- og højfrekvent trading

Så er det i dag!

Vi bør alle holde vejret, for i dag stemmes der i EU-parlamentet om CETA aftalen.

Det er aftalen hvor de enkelte medlemslande – og selvfølgelig også Danmark – afgiver suverænitet og forringer mulighederne for at tage demokratiske beslutninger.

Hvilke danske EU-politikere stemmer for?

 

 

Hver gang banken bevilger et lån skaber de i virkeligheden købekraft for den, som får lånet bevilget – samtidig med gæld til låneren, som er lig med indtægt til banken.

I perioden 1991 til 2001 skabte bankerne i alt 159 milliarder kroner. 16 milliarder om året.

Men i perioden fra 2001 til 2008 skabte bankerne rigtig mange penge; nemlig 380 milliarder. Svimlende 54 milliarder! pr. år.

2008-2009 kom krisen. Bankepakke 1 og 2. De “sygeste” banker blev fusioneret eller gik ned. (I 2013 var antallet af banker faldet med en tredjedel i forhold til før krisen). Der skete en stor opstramning i form af større krav til bankerne, herunder større krav om egenkapital i bankerne, større krav til bankernes likviditet m.m. Udlånene stagnerede, hvilket jo betød at bankerne ikke skabte mange penge i denne periode; helt præcist skabte de på de følgende 4 år frem til 2012 ialt 17 milliarder, eller pr. år godt 4 milliarder. Bankerne skabte altså på disse fire år mindre end en tredjedel af hvad de skabte pr. år i hvert af de 7 foregående år.

Men, men, men..

I perioden fra 2012 til udgangen af 2016 havde bankerne igen turbo på pengeskabelsen, faktisk skabte de på disse 4 år 240 milliarder, altså 60 milliarder pr. år. 6 milliarder mere pr. år end de år, der førte lige direkte til overophedning og finanskrise.

Man må så blot håbe at den regulering, der er nu og som blev vedtaget efter finanskrisen i 2008-09, er i stand til at forhindre en ny overophedning og efterfølgende nedsmeltning; ser man alene på bankernes pengeskabelse og dermed danskernes gældsskabelse, så peger pilen absolut i en meget farlig retning…….

I 2013 udkom  “Rangvid rapporten”, hvor man prøvede at drage en eller flere lærer af, hvad der førte til krisen i 2008. Jesper Rangvid udtaler i et interview dengang:

– Og derfor er udvalgets anbefaling ikke så meget, at den finansielle regulering skal strammes yderligere. Snarere er det vigtigt, understregede Rangvid, at man skal undgå at lempe reguleringen, når de gode tider vender tilbage og igen maskerer det, der kan være en underliggende risikofyldt kurs.

Nils Bernstein, der var direktør for Nationalbanken før, under og efter krisen fra 2005 til 2013 udtalte, da han fratrådte i efteråret 2013:

»Det gælder om at holde fast. De fleste kan nu være enige om, at der skal strammes til. Det er svært at være mod det. Men risikoen er, at der går noget tid, og så opstår der et pres for at få lempet reglerne. Der gælder det om at holde fast og huske, hvad der skete, da det løb lidt for hurtigt.«

Bernstein henviser til, at den generation af politikere, der har oplevet den økonomiske krise i 70’erne, hvor dansk økonomi også var ude i torvene, førte til en lang periode med fokus på at holde orden i økonomien.

»Men jo længere tid, der går, jo længere fjerner det sig fra den kollektive erfaring og kommer i baggrunden. Man kan spørge sig selv, hvor længe sådan en kollektiv forskrækkelse varer. Er det ti eller femten eller tyve år? Det er ikke til at sige.«

»Der vil komme et pres på et tidspunkt, det er mit bedste skøn.«

Den 6. december 2017 holdt den nyligt udnævnte Erhvervsminister Brian Mikkelsen tale på Finansrådets årsmøde, hvor han blandt andet sagde, at det var tid til at stoppe mobningen af den finansielle sektor. Brian Mikkelsen vil give bankerne bedre arbejdsbetingelser i form af mindre regulering, og færre lovkrav. Det er altså nu tid til at slippe grebet om bankerne, ifølge ministeren.

I en tid, hvor bankerne skaber flere penge pr. år end i perioden der førte til finanskrisen, vil han nu gå imod Rangvid og Bernsteins anbefalinger fra efteråret 2013.

Det er ikke klogt, Brian!

 

 

 

 

 

Bankerne skaber penge – mange penge! – blot ved at taste penge ind på kontoen. Pengene eksisterer ikke fysisk, men de har reel købekraftsværdi, fordi vi alle har tillid til banken.

I 1991 udgjorde pengemængden (i bankverdenen benævnt M1; det er disse penge, der umiddelbart bruges til almindelige betalinger) ca 209  milliarder.

Af disse var omkring 23 mia fysiske penge (sedler og mønter) som Nationalbanken havde trykt. De øvrige 186 milliarder var skabt af bankerne gennem långivning. I perioden fra 1991 til 2001 steg den samlede pengemængde med 171 milliarder, hvor Nationalbanken trykte omkring 12 milliarder i sedler og mønter, mens bankerne skabte 159 milliarder kontopenge; dvs omkring 16 milliarder pr. år.

I perioden fra 2001 og frem til 2008 steg pengemængden markant med ca 395 milliarder. Heraf skabte bankerne ca 380 milliarder, hvilket i snit på disse 7 år er ca 54 milliarder, altså bankernes pengeskabelse er forøget i en ganske stejl kurve i disse 6-7 år. Denne kolossale pengeskabelse var stærkt medvirkende til den økonomiske krise, der opstod omkring 2008. Alle disse mange penge i omløb fik særlig betydning for priserne på boliger.

Boligpriserne steg i perioden 2001 til 2007 tilsvarende med pengemængden, dog endnu stejlere i perioden 2004-07. Fra 2008 og frem til omkring 2011-12 er priserne på boligen faldet, mens pengemængden stadig er øget, dog slet ikke så dramatisk som tidligere!

Men er det et problem, at bankerne således har overtaget Nationalbankens opgave med at skabe pengene?  Der er mange vinkler på dette spørgsmål. i det følgende berøres 3, men svaret på samtlige af disse er kort og godt: JA!

Bankerne er private virksomheder.

Vi har i Danmark overladt langt størstedelen af samfundets pengeskabelse til private banker, hvis formål er at skabe størst mulig profit til aktionærerne. Bankerne har jo ingen samfundsmæssig “moral” eller commitment til at understøtte f. eks. udviklingen af et mere homogent samfund.

Et glimrende eksempel på ovenstående er bankpakke 1 og 2 fra 2008 og 2009, hvor staten, dvs os alle sammen, spændte et sikkerhedsnet i form af garantier ud under bankerne, der, helt generelt, var i alvorlige vanskeligheder, typisk fordi de havde lånt flere penge ud, end de reelt havde dækning for.

Efterfølgende ( i 2016) er det opgjort, at staten, dvs os alle sammen, noget overraskende tjente omkring 10 milliarder på disse 2 pakker. Men Danske Bank har alene haft et overskud på 56 milliarder siden 2009. Man kan sige at staten, dvs os alle sammen, tog risikoen, men bankerne tog hele fortjenesten!

DR lavede i 2012 tre dokumentarer om krisen i 2008. På deres hjemmeside, kan man stadigvæk læse om forløbet omkring bankpakke 2. Se link:  Forløbet omkring bankpakkerne

Hvem kan låne penge?

Adgangen til at “låne” penge af banken er stærkt polariseret, og foregår efter det såkaldte Matthæus-princip: For enhver, som har, til ham skal der gives, og han skal have til overflod, men ham, der ikke har, fra ham skal selv det tages, som han har”.

I en økonomi, hvor pengene skabes som gæld, bliver det indlysende, at hvis man i forvejen har mange penge, fast ejendom og/eller andre finansielle aktiver, så har man let adgang til lån/pengeskabelse, og det ovenikøbet til en lavere rente, end hvis man er mindre bemidlet, ikke ejer fast ejendom eller andet, der kan stilles til sikkerhed.

Som den gamle børnesang påpeger: “- og har du penge, så kan du få, men har du ingen, så må du gå!” Dette gælder ikke kun, når man skal købe bagerbrød; det gælder også, når man skal købe penge.

Rutschebaneøkonomi.

Når penge skabes som kreditter i private banker, betyder de økonomiske konjunkturer og prognoser for fremtiden vældig meget. Går det godt og ser det lyst ud, så vil bankerne være villige til at skabe penge; dvs udstede lån og når pengemængden stiger, stiger også efterspørgselen og dermed priserne på f. eks. boliger, hvilket gør det nemmere at optage nye lån (med sikkerhed i boligen!). Spiralen går kun opad! (Som vi så det i perioden frem mod år 2008!)

På et tidspunkt stopper dette og boblen brister, og prognoserne for fremtiden bliver lidt mere dystre. Når dette sker bliver, bankerne mindre villige til at låne penge ud. De stiller større krav til sikkerhed. Start up-virksomheder, små- og mellemstore virksomheder får sværere ved at låne penge. Efterspørgselen på boliger falder, hvorved priserne på boliger falder. Lånemuligheder i fast ejendom falder. (Som vi så det i perioden fra 2008 og frem mod 2012).

Bankernes måde at skabe penge på gennem långivning forstærker svingningerne. Såvel når det går op, som når det går ned. Derved er bankerne med til at skabe og vedligeholde denne “boble – brist økonomi”. (“Boom- bust”).

 

 

 

 

 

Når Nationalbanken kun producerer 5% af pengemængden i Danmark, hvem skaber så resten? Svaret er, at det gør bankerne.

Den pengemængde, der er tale om består af alle de fysiske penge, der er i omløb, samt indestående på alle danskeres hævekonti, hvilket også benævnes anfordringsindskud. Pengemængden opgøres af Nationalbanken, og udgør i runde tal knapt 1.000 milliarder, hvoraf altså Nationalbanken står for de ca. 50 milliarder (de fysiske penge). De resterende 950 mia. skabes af bankerne (“Kontopenge”)

Hvordan kan bankerne skabe penge?

Det foregår sådan her:

En mand går ned i banken. Han vil gerne låne 100.000 kr, f. eks til en ny bil.

Kassereren gør følgende: han opretter en lånekonto i banken på -100.000 kr. Han skriver det på sin computer. Derefter overfører han +100.000 kr på mandens hævekonto. Han skriver det på sin computer. Rede penge er på intet tidspunkt involveret; alt hvad der sker er indtastninger på en computer.

Hvis vi forestiller os, at Nationalbanken lige nu beslutter sig for at opgøre pengemængden i Danmark, og det gør de jo ved at opgøre alle hævekonti i Danmark, ja så vil de jo se, at mandens hævekonto er 100.000kr større, hvorfor, alt andet lige, den samlede pengemængde i Danmark er vokset. Banken har lige skabt 100.000 kr.

Manden har ikke fået nogen fysiske penge udbetalt. Ingen andres konti har leveret penge til at denne transaktion kunne foregå. Det eneste, der er sket, er bankmandens to tastetryk. Der er nogle, der påstår, at bankerne på denne måde laver penge ud af den blå luft.

Men hov, hvad skete der lige der?

Mandens hævekonto voksede med 100.000 kr som han jo kan bruge til at købe en bil eller hvad han nu har lånt til. Han kan så at sige bruge sit dankort for 100.000 kr. mere end før – han har fået mere købekraft!

Omvendt har han jo nu en gæld til banken, som han løbende skal afdrage på. Hver gang han betaler tilbage, dvs overfører penge fra sin hævekonto til sin lånekonto i banken, og derved nedbringer sin gæld, nedbringer han i princippet den samlede pengemængde i samfundet med det tilsvarende beløb.

Jeg har endnu ikke forholdt mig til det faktum, at manden jo skal betale mere end de 100.000kr, som han oprindeligt lånte. Hvis han har lånt de 100.000kr til 8% årlig rente over en 5 årig periode vil han skulle betale små 150.000kr tilbage. Det vil sige, at banken skal have små 50.000kr for at låne manden de penge, som de skabte ved to tastetryk på computeren. Om det er der umiddelbart 2 ting at hæfte sig ved; 1 – er det fair?, 2 -penge, der skabes af banken medfører ALTID ekstra gæld for den, som låner pengene.

Hvis vi tager det første først – er det fair?

De 50.000 går tydeligvis ikke til at dække det “store” arbejde, man i banken har haft med at etablere lånet. Banken skal sikre sig, hvis ikke pengene/alle pengene kommer tilbage igen, dvs en del de 50.000 kr går til at dække et evt. tab, men da banken som regel tager pant i bilen, vil denne jo altid kunne indbringe en del af gælden. Tabet bliver meget lille. Alt i alt er det langt fra alle de 50.000kr der går til at dække tab; en ikke uvæsentlig del af dem er ren fortjeneste. Man skal huske, at banken er en privat virksomhed, hvis formål udelukkende er at tjene penge til ejerne, dvs aktionærerne. I perioden fra finanskrisen til nu har Danske Banks aktionærer tjent 145 milliarder.

Det andet punkt – at de penge som banker skaber medfører altid gæld – mere gæld.

Et lille tankeeksperiment: Forestil dig et lukket rum med, lad os sige, 25 studerende og en professor. De leger nu følgende lille leg: Professoren er banken og han låner nu hver studerende 1.000 kr til 10% rente. Ingen forlader rummet, men ved forelæsningens afslutning skal pengene betales tilbage med rente. Hurtig hovedregning fortæller, at der mangler 2.500 kr. – hvor skal de komme fra?

De 950 mia. kr. som bankerne ind til nu har skabt, skaber hele tiden mere gæld, som også skal betales tilbage. En gældsspiral, der blot vokser og vokser, og der er ikke penge nok til at betale gælden!

Men er der egentlig noget galt i, at de private bankerne skaber 95% af danskernes penge?

Ja, i høj grad!

– og det bliver temaet i et nyt indlæg om bankernes pengeskabelse.

Brian Mikkelsen (K) blev erhvervsminister i den nye trekløverregering i november 2016.
Den nytiltrådte erhvervsminister vil gøre op med mobningen af danske banker.

– Jeg kommer med nyt politisk budskab om at omfavne bankerne. Nu skal mobningen af bankerne stoppe, siger han.

Bian Mikkelsen holdt sin første tale som ny minister på Finansrådet årsmøde i begyndelsen af december 2016. Finansrådet er interesseorganisation for bankerne. Bankerne er underlagt erhvervsministeriet.

– Bankerne er afgørende for samfundet, så nu er det dagsordenen for mig at gøre livet lettere for bankerne med deregulering, siger Brian Mikkelsen.
Brian Mikkelsen mener altså, at bankerne skal have færre krav fra statens side, så det bliver lettere at låne penge ud.

Og på trods af bankernes store ansvar i udbruddet af finanskrisen, mener Brian Mikkelsen, at reguleringen “har taget overhånd”.

– Det bliver dyrere at låne penge, hvis vi bliver ved med at mobbe bankerne. Og det kan komme til at koste 15.000 arbejdspladser, hvis vi strammer reglerne yderligere, lyder det fra erhvervsministeren.

Kære Brian Mikkelsen!

Intet kunne være mere forkert! Tværtimod skal reguleringerne fastholdes, ja, de skal endda strammes!

Bankerne skabte finanskrisen, men blev “reddet” af staten, dvs almindelige mennesker, skatteydere. Der er absolut ingen som helst grund til at tro, at bankerne nu vil opføre sig mere ydmygt.

Det er korrekt, at staten overraskende har tjent omkring 10 milliarder på de to første bankpakker, men alene Danske Banks aktionærer har siden finanskrisen tjent 145 milliarder! Bankerne er private virksomheder og arbejder udelukkende på at tjene penge til deres aktionærer.

Den europæiske Centralbank har siden marts 2015 set sig nødsaget til at sende svimlende 60 milliarder euro i omløb hver måned for at støtte finanssektoren og hele den økonomiske situation i EU generelt. Beløbet blev øget til 80 milliarder euro om måneden i marts 2016. Man har foreløbig meddelt, at dette fortsætter mindst til september 2017. (Prøv selv at regne ud, hvor meget det bliver i alt i perioden i danske kroner).

De italienske bankers skrøbelighed. Italiens 3. største bank er netop krakket. Alle holdt vejret i forhold til Deutsche Bank op til jul. Situation for denne megabank var dybt kritisk osv osv.

Negative renter er ikke et sundhedstegn!

Masser af rystende forhold i finansverdenen minder til stadighed om at den finansielle sektor er alt andet end sund. Det er ikke tid til deregulering af bankerne, Brian Mikkelsen.

Alle kan se det, måske lige med undtagelse af den nye erhvervsminister. – og finanssektoren.

 

 

“Den måde, bankerne skaber penge på, er så simpel, at den virker frastødende på fornuften” -John K. Galbraith, Canadisk økonom, der levede fra 1908 til 2006.
I den lille video fra Danske Bank vises det, hvordan banken opererer med penge. Se eller gense evt. videoen, som ligger i bunden af indlægget: Bankerne.

Der er en lille visuel finte, som bør bemærkes.

Pengestrømmen er symboliseret ved mønter, der kommer ind i banken fra den ene side, for derefter at forlade banken i den anden side. Det skal nok forestille indlån og udlån. Der er to ting at hæfte sig ved i fremstillingen, fordi det billede, der dermed skabes er faktuelt forkert og fordi netop disse to forhold er helt fundamentale i forståelsen for, hvordan bankerne rent faktisk fungerer.

Mønterne, der cirkulerer, er det første man skal hæfte sig ved. Igennem de sidste 25 år er mængden af mønter (- og sedler) i vores samfund faldet drastisk i takt med udbredelsen af elektroniske betalingsmidler som f. eks dankortet m.m. Faktisk er det således, at kun ca 5% af den samlede pengemængde i Danmark udgøres af fysiske mønter eller sedler. Resten er “hævepenge” eller “kontopenge” som står på en konto i en bank, og som bruges som betalingsmiddel ved blot at køre dankortet gennem scanneren, eller at overføre til en andens konto. Prøv evt. at tænke på, hvordan du betaler for ting/ydelser i din hverdag. Hvordan betaler du for dine dagligvarer? Hvordan betaler du for din husleje, forsikringer osv. Sikkert ikke med pengesedler eller mønter.

I Danmark har kongen, som den eneste, myndighed til at trykke sedler og mønter, og af praktiske grunde er denne ret videredelegeret til Nationalbanken. (Grundloven §26)
Men når Nationalbanken kun producerer 5% af betalingsmidlerne i Danmark, hvem producerer så resten?  – eller skulle man sige: hvem fremtryller så resten? Dette er indholdet til et senere indlæg.

Den anden ting, man skal lægge mærke til i videoen er mængden eller antallet af mønter, der cirkulerer. Der er visuelt et nydeligt billede, hvor der er balance, fordi der er lige mange mønter på højre og venstre side af banken, symboliserende, tror jeg, at der er balance. Altså at der er ligeså meget indlån, som der er udlån, eller at banken kun låner lige så mange penge ud, som den får penge ind. Hvis man tænker sådan – og det er vel den almindelige gængse opfattelse – så tager man helt og aldeles fejl. Banker låner så mange flere penge ud end de får ind, at det historisk set flere gange ( -og senest i 2008-09) har betydet nationale og internationale kæmpekriser. Banker, ja selv lande er faktisk gået bankerot, og det er ikke kun noget der er sket i meget gamle dage. I 2008 gik den store amerikanske investeringsbank Lehman Brothers konkurs, og i Danmark kan nævnes Roskilde Bank. I 2002 gik Argentina bankerot og i 2008 balancerede Island på en knivsæg på bankerottens kant. Island er derfor nu i gang med at gentænke deres banksystem.

Hvordan kan banker låne flere penge ud, end de har? – og hvordan får det betydning for samfundsøkonomien? Det er et – meget stort – emne til kommende indlæg.