Hver gang banken bevilger et lån skaber de i virkeligheden købekraft for den, som får lånet bevilget – samtidig med gæld til låneren, som er lig med indtægt til banken.
I perioden 1991 til 2001 skabte bankerne i alt 159 milliarder kroner. 16 milliarder om året.
Men i perioden fra 2001 til 2008 skabte bankerne rigtig mange penge; nemlig 380 milliarder. Svimlende 54 milliarder! pr. år.
2008-2009 kom krisen. Bankepakke 1 og 2. De “sygeste” banker blev fusioneret eller gik ned. (I 2013 var antallet af banker faldet med en tredjedel i forhold til før krisen). Der skete en stor opstramning i form af større krav til bankerne, herunder større krav om egenkapital i bankerne, større krav til bankernes likviditet m.m. Udlånene stagnerede, hvilket jo betød at bankerne ikke skabte mange penge i denne periode; helt præcist skabte de på de følgende 4 år frem til 2012 ialt 17 milliarder, eller pr. år godt 4 milliarder. Bankerne skabte altså på disse fire år mindre end en tredjedel af hvad de skabte pr. år i hvert af de 7 foregående år.
Men, men, men..
I perioden fra 2012 til udgangen af 2016 havde bankerne igen turbo på pengeskabelsen, faktisk skabte de på disse 4 år 240 milliarder, altså 60 milliarder pr. år. 6 milliarder mere pr. år end de år, der førte lige direkte til overophedning og finanskrise.
Man må så blot håbe at den regulering, der er nu og som blev vedtaget efter finanskrisen i 2008-09, er i stand til at forhindre en ny overophedning og efterfølgende nedsmeltning; ser man alene på bankernes pengeskabelse og dermed danskernes gældsskabelse, så peger pilen absolut i en meget farlig retning…….
I 2013 udkom “Rangvid rapporten”, hvor man prøvede at drage en eller flere lærer af, hvad der førte til krisen i 2008. Jesper Rangvid udtaler i et interview dengang:
– Og derfor er udvalgets anbefaling ikke så meget, at den finansielle regulering skal strammes yderligere. Snarere er det vigtigt, understregede Rangvid, at man skal undgå at lempe reguleringen, når de gode tider vender tilbage og igen maskerer det, der kan være en underliggende risikofyldt kurs.
Nils Bernstein, der var direktør for Nationalbanken før, under og efter krisen fra 2005 til 2013 udtalte, da han fratrådte i efteråret 2013:
»Det gælder om at holde fast. De fleste kan nu være enige om, at der skal strammes til. Det er svært at være mod det. Men risikoen er, at der går noget tid, og så opstår der et pres for at få lempet reglerne. Der gælder det om at holde fast og huske, hvad der skete, da det løb lidt for hurtigt.«
Bernstein henviser til, at den generation af politikere, der har oplevet den økonomiske krise i 70’erne, hvor dansk økonomi også var ude i torvene, førte til en lang periode med fokus på at holde orden i økonomien.
»Men jo længere tid, der går, jo længere fjerner det sig fra den kollektive erfaring og kommer i baggrunden. Man kan spørge sig selv, hvor længe sådan en kollektiv forskrækkelse varer. Er det ti eller femten eller tyve år? Det er ikke til at sige.«
»Der vil komme et pres på et tidspunkt, det er mit bedste skøn.«
Den 6. december 2017 holdt den nyligt udnævnte Erhvervsminister Brian Mikkelsen tale på Finansrådets årsmøde, hvor han blandt andet sagde, at det var tid til at stoppe mobningen af den finansielle sektor. Brian Mikkelsen vil give bankerne bedre arbejdsbetingelser i form af mindre regulering, og færre lovkrav. Det er altså nu tid til at slippe grebet om bankerne, ifølge ministeren.
I en tid, hvor bankerne skaber flere penge pr. år end i perioden der førte til finanskrisen, vil han nu gå imod Rangvid og Bernsteins anbefalinger fra efteråret 2013.
Det er ikke klogt, Brian!