CETA – Hvem ville gøre noget så dumt?

På et meget tidligt tidspunkt i denne blogs liv, blev jeg klar over, at jeg skulle skrive noget om TTIP. Handelsaftalen mellem EU og USA.

Det gik også op for mig, at CETA ligger før TTIP, og måske kan ses som en slags løftestang for TTIP, derfor starter jeg med CETA.

Meget ofte omtales de to handelsaftaler TTIP og CETA på samme måde. Man kan dog ikke vide om de er ens, eftersom CETA er færdigforhandlet, og det er TTIP langtfra. Der er dog ikke tvivl om at de indeholder mange af de samme udemokratiske og kapitalfremmende tiltag. CETA vedrører samhandel mellem EU og Canada, mens TTIP vedrører samhandel mellem EU og USA.

Se først denne video om CETA og TTIP

CETA står for Comprehensive Economic Trade Agreement. Er en handelsaftale mellem EU og Canada, bliver kaldt TTIP`s “lillebror”. Den er færdigforhandlet og vil i morgen, onsdag med stor sandsynlighed blive ratificeret i EU-Parlamentet. Herefter skal den igennem de nationale parlamenter før hele aftalen kan træde i kraft. Dette kræver dog, at samtlige parlamenter siger ja. Man kan godt frygte, at når først aftalen er forhåndsvedtaget i EU-parlamentet vil det efterfølgende lægge større pres på de nationale parlamenter til også ratificere aftalen.

EU-Kommissionen har forhandlet aftalen på vegne af EU’s medlemsstater.

Hele forhandlingprocessen, der startede i 2009 har været omgærdet af meget lukkethed, og det har undervejs været svært for selv de danske politikere at få oplysninger om hvad forhandlingerne indeholdt. I foråret 2016 stillede Enhedslistens Søren Søndergård formodentlig af den grund spørgsmål til regeringen om forhandlingsoplægget til selve aftalen; hvorledes og hvordan var dette blevet drøftet i det danske folketing? Svaret er, at det ikke har været drøftet. Den daværende regering valgte at give en orientering om hvad forhandlingsoplægget fra Europarådet til Kommisionen indeholdt, men altså ingen drøftelse i det danske folketing. Den daværende regering (den 24. april 2009) var ledet af statsminister Lars Løkke Rasmussen.

I betragtning af, at aftalen indeholder områder, hvor Danmark afgiver suverænitet, må man undre sig over den lukkethed, der har hersket omkring aftalen. Jeg tror også, at den almindelige brede danske offentlighed ikke er klar over, hvad der er gang i.
Formålet med CETA er at “..øge markedsadgangen samt at øge handlen mellem de to parter ved helt at fjerne eller sænke handelsbarrierer og harmonisere godkendelsessystemer”.

Handelsbarrierer skal sænkes eller helt fjernes.
Dette kan dække over alle former for demokratisk besluttede regler og love. Derfor vil eksisterende og fremtidige lovtiltag af f.eks. miljø- og forbrugerstandarder være områder der kan komme under pres hvis CETA gennemføres. Der skal kort sagt ske en harmonisering af standarder mellem Canada og EU. For høje standarder i et område kan opleves som en “handelsbarriere”.

Eksempel: Europæiske borgere er, i følge nugældende lovgivning, beskyttet mod GMO-forurening i importerede fødevarer, og frø er beskyttet af EU’s ”zero tolerance” lov. Denne lov er blevet behandlet som en handelsbarriere i CETA. EU har nu aftalt at samarbejde med Canada med hensyn til at tillade GMO-forurening i fødevarer og frø.

Det er vurderet af EU kommisionen at aftalen på sigt kan levere et bidrag til EU´s BNP (Brutto National Produkt) på 0,02 til 0,03 %! Altså omtrent ingenting!

Særlig over-national domstol.

Indbygget i aftalen er en særdomstol, som ligger over de nationale domstole. ISDS – domstolen (Investor to State Dispute Settlement) hedder den i TTIP, men i CETA-aftalen er den omdøbt til ICS-domstol. (Investment Court System)

Gennem denne domstol kan f. eks. den danske stats sagsøges, hvis investorer fra Canada f. eks. mener, deres investering kompromitteres af en ny lovgivning. Det gælder også love, der er vedtaget af hensyn til det fælles bedste som f.eks. miljø- og forbrugerbeskyttelse.
Udenlandske virksomheder får gennem denne over-nationale domstol
rettigheder, som borgere og indenlandske virksomheder ikke har, hvilket er en suverænitetsafgivelse og tillige et udtryk for, at EU og Canada ikke har tiltro til hinandens retssystemer.

Disse særdomstole får magt til at vurdere, om national lovgivning er til skade for samhandlen. I første omgang fratager de rigtignok ikke staten fra at indføre strammere regler, men med viden om, at der efterfølgende kan føres en omkostningstung sag, som staten alligevel risikerer at tabe, kan man nemt tænke at staten fremfor at hæve standarderne vælger det modsatte. Dette kan meget vel blive en glidebanen ned mod de dårligste standarder.

Antallet af sager der tidligere er ført ved lignende domstole er voksende og udfordrer i stigende grad demokratisk besluttet lovgivning.

Eksempel: Den svenske energigigant Vattenfall søgsmål mod Tyskland. Efter atomkraftulykken i Fukushima i 2011 besluttede den tyske stat sig for at ville udfase atomkraft som energikilde og indførte dette i lovgivningen. Vattenfall havde imidlertid forinden indgået en kontrakt med landet om at bygge og vedligeholde to kernekraftværker, som med den nye lovgivning jo nu ikke skal opføres. Vattenfall har derfor sagsøgt Tyskland for løftebrud, opgjort sine manglende fremtidige indtægter og kræver nu 4,7 milliarder euro i erstatning ved en ISDS domstol i Washington, USA. Sagen er ikke afgjort, men behandles netop nu. I Canada er Québec blevet sagsøgt af Lone Pine for at indføre et midlertidigt stop for udvindingen af skifergas, da de ville undersøge sikkerheden af udvindingsmetoderne. Sagen er endnu ikke afgjort.

Liberalisering/Privatisering:
CETA er den første handelsaftale indgået af EU med en negativliste. Negativlisten betyder, at alle tjenesteydelser er underlagt muligheden for liberalisering, altså privatisering, medmindre de eksplicit er undtaget af det pågældende land. (Danmark har valgt ikke at undtage områder som generelle ydelser på miljøområdet, elektricitetsproduktion og lokale distributionsnetværk, affaldshåndtering, sundhedsområdet, dele af transportsektoren og det meste af uddannelsessektoren).

Yderligere indeholder CETA en “standstill” klausul og en “skralde” klausul, hvilket betyder at liberaliseringer, når først de er indført, ikke kan rulles tilbage.
Aftalen åbner for liberaliseringer af mange offentlige tjenesteydelser, da aftalen pålægger medlemslandene, at der skal holdes obligatorisk udbud i flere sektorer ved leverancer og tjenesteydelser. Samtidig betyder liberaliseringen at staten og kommunerne kun må tage hensyn til pris ved offentlig indkøb! Hensyn til miljømæssige og sociale aspekter (f. eks. ”køb-lokalt”-politikker eller andre ønsker) kan blive betragtet som tekniske handelshindringer og der derefter kan anlægges sag mod Danmark ved den overnationale domstol, ICS.

Forbrugerrådet TÆNK har lavet en hjemmeside om TTIP

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *